“Laura sad overfor mig og fortalte under en session om ensomheden og tomheden, der havde fulgt hende hele livet. At hun selv, når hun var sammen med andre ikke følte sig som en del af fællesskabet, hun var usikker på de sociale spilleregler, følte sig anderledes og forkert. Hun fortalte om det uden at fortrække en mine. Som om hun talte om en andens liv.
Jeg spurgte hvordan det føltes i hendes krop, når hun fortalte mig dette. Hun vendte opmærksomheden indad, efter et lille øjeblik svarede hun: “Det ved jeg ikke. Jeg mærker ikke så meget, sådan er det jo bare”. Jeg gav hende lidt tid, så svarede hun: “Det spænder lidt i maven”.
Lauras øjne blev fyldt af tårer, hun var lige ved at græde, men så spændte hun i kæberne, lukkede øjnene og da hun åbnede dem igen var tårerne væk, blikket var hårdt, kroppen anspændt, en smule stivnet og ubevægelig.
Det havde været for farligt for hende at mærke og vise hvordan hun havde det, så hun lukkede af, tog sig sammen og skjulte sine følelser og forlod sin sårbarhed.”
Laura er et skoleeksempel på, hvordan det danske traume kommer til udtryk. Hendes måde at følelseshåndtere er en direkte konsekvens af at have haft en opvækst, hvor hendes følelser og kropslige sansninger ikke var velkomne. Det er langt overvejende det traume jeg behandler i min klinik og dét traume, der oftes gemmer sig under andre traumereaktioner. For når vi ikke kan mærke os, så får vi en nedsat evne til at håndtere de svære oplevelser vi møder livet igennem.
Jeg kalder det ‘det danske traume’, fordi følelsesudtryk og kropslighed rent kulturelt ovreordnet set ikke er velkomne i den socialeomgangsform i Danmark. Vi går i en lang bue uden om folk, der viser deres følelser i det offentlige rum, det krymper sig inden i os og vi udskammer og fordømmer dem der gør det. Følelser kan allernådigst få lov til at være der, hvis det formidles på en verbal acceptabel måde, hvor vi taler om følelserne, men ikke viser følelserne. Ligesom Laura der godt kunne fortælle mig om hvordan hun havde det, men ikke turde være i følelsen og vise mig, eller sig selv den.
Den psykologiske arv
At vores kultur er sådan relaterer sig til vores psykologiske arv, som i min optik er forholdsvis ensartet i Danmark.
”Den psykologiske arv” er et begreb som psykolog og grundlæggeren af Familiecentret Vibygård Iver Hecht har skabt på baggrund af sit mangeårige arbejde med familiebehandling og terapi. Den psykologiske arv beskriver det forhold, at mennesker i overvejende grad behandler sig selv psykologisk på samme måde, som de blev behandlet på, da de var små og i deres forældres varetægt. Man behandler altså sig selv (og ens egne børn) følelsesmæssigt, som man selv blev behandlet. Således bevæger det sig fra generation til generation.
I min klinik møder jeg dagligt mennesker, hvis følelser ikke var/er velkomne i relationen til deres forældre. Forældrene kunne helt simpelt sagt ikke rumme og anerkende børnenes følelser og kropslige sansninger, fordi de ikke havde lært at rumme deres egne. Når de som små gav udtryk for følelser som tristhed, vrede, afsky eller frygt og de dertil hørende sansninger, var deres forældre ikke fortrolige med håndteringen af barnets følelser, fordi de ikke selv havde lært at mærke, rumme, regulere og udtrykke egne følelser. Så i stedet for at støtte, rumme og forstå deres barn, kom de til at stoppe barnets følelsesudtryk ved fx at afvise, aflede, overfuse, skælde ud, bagetalisere eller latterligøre. Hvis dette sker i overvejende grad er det traumatisk for barnet, og på baggrund af disse erfaringer, udvikler barnet strategier til at håndtere egne følelser og sansninger. Typisk vil barnet få svært ved at mærke mærke sig selv og tillade sig selv at føle de følelser, der i barndommen ikke var velkomne. Ofte manifesterer dette sig ved en generel nedsat kropskontakt enten til hele kroppen eller dele af kroppen. Samtidig er der ofte også et lavt selvværd og en følelse af ikke at være betydningsfuld eller at være forkert.
Laura er et godt eksempel på dette. I hendes familie kunne hendes mor ikke håndtere følelser af tristhed. Når Laura var ked af det blev hendes mor kold og utilgængelig og Laura sad hjælpeløs, afvist og ensom tilbage. For at overleve dette udviklede Laura en strategi, hvor hun tilpassede sig ved at kvæle gråd og skære sin krop af, så hun ikke mærkede følelsen af at være ked at det. På den måde beskyttede hun sig mod igen at stå i den ubærlige situation at være lille, hjælpeløs, ensom og blive afvist. Hun opgav sin sårbarhed og tog sig sammen. Hver gang hun mærker snerten af tristhed gentager hun nu denne strategi.
Uheldigvis eller heldigvis går vores følelser ikke væk blot, fordi vi ikke tillader dem. De lever deres eget liv uden for bevidstheden og manifesterer sig ofte i stedet mere diffust som angst, depression, stress, misbrug, somatisk sygdom eller en enorm ensomhed og tomhed lige som hos Laura.
Hvad skal vi med følelser og kropslige sansninger?
Og hvad så om vi ikke kan mærke vores følelser og krop, kunne man indvende. Men netop dét at mærke følelser og kropslige sansninger og være tryg ved det, er afgørende for vores evne til at navigere i livet. Det er følelserne og kropslige sansninger vi bruger til at mærke hvad vi vil, om vi kan lide noget eller om vi ikke kan lide det, om det vi gør eller oplever føles rigtigt eller forkert, det er via kroppen og følelserne vi nærer os og tanker os selv op, vi bruger sansninger og følelser til at danne relationer og være sociale væsner. Så har man en væsentlig nedsat kapacitet til at mærke sig selv, så giver det problemer på nogle helt centrale områder for dét at være menneske både i forhold til os selv og i forhold til andre, i særdeleshed vores egne børn.
Bliv din egen gode forælder
Der er ikke noget quick fix i forhold til at behandle det danske traume, men man kan opøve sin kapacitet til at rumme følelser og kropslige sansninger. En god tilgang til det kan være at indstille sig på at være sin egen gode forælder. Det betyder, at man forholder sig til egne følelser og sansninger, som om det var et barn, der udtrykte dem. Med dette mener jeg, at man forholder sig omsorgsfuldt, accepterende, kærligt og rummeligt. I Lauras eksempel kunne dette komme til udtryk ved, at hun gradvist tillod sig selv at blive ked af det og at hun øvede sig i at blive sammen med følelsen og tage den alvorligt i stedet for at gå væk fra den og tage sig sammen. Her er begrebet om dosering afgørende, for det handler ikke om at lade sig overvælde af en traumatisk følelse, men gradvist at nærme sig den, så man i sit eget tempo kan integrere den. De psykologiske forsvar vi har udviklet, har sikret vores psykiske overlevelse og derfor handler det ikke om at nedbryde dem, men om at respektere dem og i stedet opbygge andre måder at håndtere sit følelsesliv på, således at man ikke længere har brug for sit forsvar på de punkter.
Problemet ved denne metode kan være, at mennesker, der ikke er blevet behandlet omsorgsfuldt ikke ved, hvad det vil sige. Derfor har de brug for en anden voksen til at lære dem det. De har brug for at skabe en tryg relation, til en der evner at være omsorgsfuldt, accepterende, kærligt og rummeligt tilstede med dem, mens de øver sig i selv at være til stede med de følelser og sansninger der er. Via den trygge relation vil de kunne internalisere disse erfaringer og derved blive i stand til at være sin egen gode, trygge forælder over tid.
De fleste af de mennesker jeg ser i min klinik, der er ramt af det danske traume er kendetegnet ved, at de bærer deres ensomhed med sig i alle relationer. De har typisk ikke lært, at det er trygt at føle samhørighed med andre mennesker. Nogle kender slet ikke tilstanden af samhørighed og har slået sig til tåls med, at livet er noget man er i; alene og isoleret. De kigger mærkeligt på mig, som om jeg er en urealistisk jubel-idiot, der insisterer på at se glasset som halvt fuld lige meget hvad, når jeg taler om, at de kan lære at skabe følelsen af samhørighed. Hvis traumetrykket er for stort og ensomheden overvældende, kan det være provokerende at høre, at ensomhed er en følelsesmæssig tilstand, som man kan ændre ved at øve sig i at føle samhørighed. Men tænk en gang den frihed, der ligger heri. Ensomheden behøver ikke længere være et fængsel. Når mine klienter får øje på dette går arbejdet ofte også ud på, at de øver sig i at skabe følelsen af samhøringhed med de venner og den familie de har. At føle samhørighed relaterer sig ofte til at bringe sine følelser og sansninger med ind i relationen til andre og skabe et trygt rum, hvor de andre kan gøre det samme. Derved kan der ske en forløsning af det danske traume.
Det vi ikke har lært tidligt i livet, dét kan vi lære senere, det er bare et større arbejde.
Kærligst
Anne Elisabeth Traulsen
Klinik for Funktionel Psykologi 
Skriv et svar